Vi er i Danmark underlagt en del mærkværdige forbud mod naturlige produkter og kosttilskud. Vi betaler særlige afgifter på naturlig energi, afgifter på fedtstoffer som er ikke bare sunde men afgørende vigtige for vores helbred. I modsætning til støtten til den kemiske industri, gennem bl.a. vores sygehusvæsen, så foretages der jævnligt politilignende razziaer, der ligner inkvisitionen i middelalderen i butikker der har naturlige varer på hylderne. Måske ikke ligefrem hekseafbrændinger, men det er en uværdig og uforståelig magtanvendelse. Jeg er naiv nok til at tro, at mit indlæg bliver bragt i et af danskernes medier, selv om denne del af vores sundhed ikke er det, som vi ser mest af i medierne.
Jeg vil gerne rejse 3 spørgsmål:
Hvordan er det gået til, at vi som samfund med videnskaben og fagligheden som redskab, og penge som selveste målet, finder det i orden at manipulere med vores helbred og naturen?
At det ikke er videnskabeligt bevist er meget ofte vores kollektive undskyldning for ikke at gøre noget! Det er altså naivt at tro, at det skal være videnskabeligt bevist for at det virker. I meget lang tid har dette behov for bevis gjort os passive. Det er et kæmpeansvar, vi som samfund fraskriver os.
Det er vores helbred og dyrebare liv, vi lægger i hænderne på eksperterne.
Set fra en ikke ekspert vinkel, så er ekspert dicipliner redskabet til at finde rundt i vores egne systemer. Fx sygehusvæsenet, sundhedssektoren, skolevæsenet, børnehaver, ældreplejen osv. Videnskaben er et vigtigt instrument for vores nysgerrighed. Vi kan lære meget denne vej, men det er ikke sandheden vi finder. Vi finder nye forståelser, ny viden, nye spørgsmål og nye veje at lede efter viden.
Men livet er stadig en gåde. Der er stadig langt mere, som vi ikke ved, at vi ikke forstår, end der er, som vi ved, at vi ikke forstår. Det, at vi er i stand til at konstruere systemer, gør os ikke til eksperter på den menneskelige natur eller naturkræfterne, som gælder for livet her på jorden.
At diagnosticere, normalisere, kategorisere, gennemsnitsberegne, måle og veje gør det muligt at manøvrere i systemerne, men ikke i livet. Det gør det muligt at dele en fælles vurderingsstandard, men har den vurdering en reel værdi, hvis vi mangler nærværet med os selv og andre?
Vil vi ikke være langt bedre stillet med et samfund, der arbejder i en erkendelse af de værdier der udspringer af, at alt er energi, levende og i en cyklus?
Kærlighed og ydmyghed er sunde følelser i harmoni med det naturlige. Det er også kvaliteter som rækker udover ekspertopfattelsen. Nogen ved helt sikkert mere end andre, men i forhold til alt levende så er det naturlige altså det tætteste vi kommer på det som er sundt for os.
Ud fra denne, for mig sunde logik, undrer jeg mig derfor over den voldsomme modstand det naturlige møder i systemerne. Økologisk produktion og naturlige behandlinger er ikke en del af systemet. Tværtimod er det nærmest ”for meget” hvis der er nogen der finder naturlige behandlinger, rent og levende vand, ren luft og helt naturlige reaktioner i mennesker som væsentlige. En slags unødvendighed, som kun de ”frelste” har. Hvordan kan det være, at det naturlige er blevet fremmed for os, og piller fyldt med kemi det mest naturlige? At stærke miks af antidepressive og smertestillende piller som undertrykker og har en masse bivirkninger, er svaret på næsten alt i systemet? Hvorfor tvinger vi syge mennesker til at tage piller, når vi faktisk godt ved at de bliver endnu mere syge af det?
Hvordan kan det være, at vi befinder os midt i dette kæmpestore kemiske forsøg – og som samfund ingenting gør, for at ændre det – sådan virkelig – for alvor?
Systemerne er blevet en magtfaktor som dikterer og dømmer menneskene ude. Et system som slider, hiver, maser, aser og efterlader menneskene tømte for energi. Hvor er vores værdighed for livet og mennesket?
Vi kalder os det mest intelligente dyr på jordkloden? Men det er vel næppe intelligent at fylde sig med piller og mad som kroppen ikke aner hvad er. Eller forgifte vores vand og luft med kemi som er beregnet til at slå liv ihjel med - og stadig mene, at det vi gør, er rigtigt!
Hvorfor bruger vi vores intelligens sådan overfor levende liv? Og hvordan kan det være at – det i hvert fald ser ud som om, vi er ligeglade?
Tror vi, at vi skal kunne livet på forhånd og derfor må blive ved uanset prisen for at have ret? Er det derfor vi bliver ved? Tror vi, helt inde i vores hjerter, at det er rigtigt at slukke for det liv, der ikke passer ind i systemerne?
På Afrikas Savanne er der Gnuer som har én adfærd og Zebraer og Gazeller som har en anden adfærd. Elefanterne en tredje adfærd. En Gepard og en løve igen en fjerde adfærd. Hvis vi indhegner et lille område, så de alle må leve indenfor hegnet, ved vi at adfærden bliver både unaturlig og sygelig, så det prøver vi at undgå. Og alligevel er dette en udbredt systematik overfor især vores børn. Det kommer der syge samfundsborgere ud af...
Der finder tvangsbehandling med piller sted alle vegne: Sygemeldte som er under de kommunale ”vinger” tvinges til at tage medicin, i skoler og på plejehjem skal aktive og ”urolige eller krævende” elementer helst pacificeres, og det sker i et omfang, som ligner en samfundspsykose, og som er yderst sundhedsfarlig for både mennesket og samfundet. Og det rammer mest de syge, de svage og vores børn. De tvinges ind i en indhegning, som ikke engang ligger på en Savanne. Og en del får ”håndjern” på i form af piller. De lærer ikke at den natur de er selv, er vigtig, og kan derfor ikke mærke naturens eller deres egen naturs betydning. Det kan vi ikke være bekendt.
Det er livgivende, at se børnenes øjne blive levende igen, når de ikke længere tager medicinen. De indeholder stor og smuk kærlighed, når de igen mærker sig selv. Hvem er egentligt den syge? Det samfund der ikke har plads til disse kærlige børn, eller børnene? Mit svar skulle give sig selv.
Hvordan kan det være, at vi behandler den dyrebare gave, som livet og denne smukke planet er, som om at det er genstande, der er uden betydning for os?
Vi griber ind i energiens naturlige bevægemønster. Vi regulerer og vi analyserer. Vi udelukker og tilsætter. Vi tilrettelægger og kontrollerer. Kort sagt vi regulerer uden at interessere os for, hvad der ligger til grund for de reaktioner, som vi så ihærdigt kaster os over. Mange reaktioner skabes, fordi vi prøver at klemme os ind i noget der ikke grundlæggende respekterer den menneskelige natur, og det naturliges kraft. Og er der noget naturligt der ser ud til at kunne efterlignes og masseproduceres, så tages der patent på det, så der kan tjenes penge på det.
Vores sundhedssystem har til formål at hjælpe mennesker som rammes af sygdom. Om samfundet og vi mennesker tager ansvar for om vores livsførelse er sund for os, er ikke en del af konceptet. Væsenet skal helbrede menneskene – det er forventningen. Så væsenet kræver af sig selv, at de skal kunne kurere alt. Det koster rigtig mange penge og ressourcer, og er samtidig en umuligt opgave at løse, for de som arbejder i væsenet er ophøjet til eksperter, som derfor også forventer af sig selv, at de skal kunne løse alle menneskenes problemer. Vi har som samfundsborgere afgivet vores personlige ansvar til en autoritet, som kun kan administrere dette ansvar ved at gribe systematisk og voldsomt regulerende ind i menneskers liv. En overansvarlighed, som er grundlæggende usund for dem som er i væsenet og for samfundets borgere, og som skaber afstand mellem menneskene og til samfundet. Og som sådan bekræfter os i, at vi ikke selv behøver at tage ansvar for vores liv og helbred.
Samfundet og menneskene modarbejder hinanden på så grundlæggende et område som vores dyrebare liv!
Måske er det vi mangler, at erkende, at vi trods alt også bare er helt naturlige, og så begynder at handle derefter.
I kærlighed Pia Tingstedt
